Koldbyvej 17, 2610 Rødovre

Villa med fuld kælder og 54 m2 værksted i baghaven.

Villa med karisma og charme – og 54 kvm stort værksted i baghaven

På den lukkede og rolige villavej Koldvej i hjertet af Islev, kun 500 meter fra Islev Skole, Islevbadet og den grønne Sportsplads, venter jer en yderst spændende ejendom her i nr. 17.

Denne villa åbner for mange forskellige scenarier, og der er både plads til at sætte sit eget præg på de eksisterende rum eller lave en reel ombygning. Ét er dog sikkert – hvis I godt kan lide det personlige, skæve og finurlige, vil I simpelthen elske denne bolig, som emmer af charme med sine forskudte niveauer og fine detaljer rundt omkring.

Det gule murstenshus er opført i 1953 og byder velkommen til 112 gode boligkvadratmeter plus en stor kælder på hele 73 kvadratmeter. Sidstnævnte, der alene er på størrelse med en mellemstor lejlighed, har både sin egen private indgang udefra, men er også forbundet til stueplanet via en trappe. Hernede får I et ekstra toilet, et par gode disponible rum og et praktisk vaskerum, hvor I kan søge ned i ro og fred med en podcast i ørerne, når vasketøjet skal vaskes, tørres og foldes.

Det rummelige stueplan viser for alvor husets personlighed frem. Indretningen er virkelig, virkelig hyggelig med en varm undertone fra alt det synlige træværk samt fra den rå murstenssøjle, der er opført omkring pejsen i den nedsunkne pejsestue. Denne forskudte niveauinddeling skaber en god dynamik i huset, og der er noget virkelig fint over at gå ned i "den lille stue" tættere på haveniveau med direkte adgang til den fantastiske havestue med rustrøde fliser, murværk og glasvinduer, hvorfra der er frit kig til den grønne græsplæne.

Resten af etagen er højere hævet og fremviser to ekstra værelser til familiens medlemmer, et fint bad med brus, en dejlig opholdsstue og et virkelig yndigt lille køkken med spise- og siddeplads. Noget af det bedste er imidlertid den skønne have, der breder sig udenfor på den 771 kvm store grund. Haven er sydvendt og nydes bedst fra solsengen på den dejlige træterrasse. Herude finder I også det spændende værksted på 54 kvm, som forvandler idéer og kreative projekter til færdige resultater.

Der er mange kvaliteter, og de opleves bedst live – så start bilen, og sæt kursen mod Koldbyvej 17.