Skærbækvej 64, 2610 Rødovre

Perfekt beliggende Bungalow med skøn kælder

Spændende og karakterfuld villa med meget anvendelig kælder

Det er en særdeles spændende og atmosfærefyldt villa i bungalowstil, som vi nu kan udbyde i det eftertragtede kvarter Hendriksholm i Rødovre. Skærbækvej er stille og fredeligt beliggende, så I kan se frem til en rolig hjemmebase i et familievenligt område, samtidig med at I har de fleste af hverdagens faciliteter i overkommelig afstand, så alle familiens medlemmer kan gå eller cykle til det meste, herunder skole, daginstitutioner og grønne spots som Damhussøen og Avedøresletten plus sportsklubber og indkøbsmekkaet Rødovre Centrum.

Der er ligeledes kort gåafstand til S-togsstationerne i både Rødovre og Hvidovre, så det er hurtigt og nemt at komme rundt til alle de andre bydele i hovedstaden og til Indre By, som mange også vil opleve som værende i cykleafstand.

Boligen fremstår uhyre charmerende i sin helt egen farverige stil, der er reggae-inspireret med masser af flotte og velvalgte farver i varme nuancer på både vægge og gulve. Det er kun tre år siden, der sidst blev malet, så alt det indvendige er fuldstændigt klar til at blive overtaget og møbleret af jer, der ligesom de nuværende elsker kreative løsninger og masser af kulør på tilværelsen.

Planløsningen er med soveværelse, værelse, garderobe og de fælles opholdsrum i stueplan, hvor I får to stuer og køkkenalrum plus et toilet. Derudover er der en meget anvendelig kælder, som ikke er godkendt til beboelse og derfor fritaget for ejendomsbeskatning. Her har I jeres store badeværelse, hvor der også er fin plads til vaske- og tørremaskiner, og yderligere to disponible rum af fin størrelse. I det ene rum er der to vinduer, og derudover er der en gang, som også er brugbart til flere formål.

Grunden er på 725 kvadratmeter med plads til udfoldelse både foran og bag ved huset, så I kan indrette jer akkurat, som I synes, at det skal være med terrasseområder, legeområder og opbevaringsplads, ligesom her er massevis af muligheder for at anlægge et biodiversitetsbed til glæde for sommerfuglelivet og en nyttehave med krydderurter eller måske et blomsterbed. I vil faktisk kunne få plads til lidt af det hele.

Velkommen til et spændende hus med en attraktiv beliggenhed.