Velindrettet rækkehus med god og tryg beliggenhed i Rødovre
I får adresse på en privat vej i en lille ejerforening med ti boliger, hvor der er en god stemning og lige perfekt at bo for en børnefamilie eller et voksent par med behov for plads til overnattende gæster eller et ekstra rum til hjemmearbejdsplads, systue eller hobbyaktiviteter.
Boligarealet er på 124 kvadratmeter, og det hele fremstår velholdt og pænt. De fleste rum, herunder køkken og badeværelse i stueplan, blev renoveret i 2007, og gulvene i stueplan er fra 2023. I vil også bemærke, at taget fremstår flot og velholdt, da det hvert år bliver renset og holdt pænt. Boligarealet er fordelt på to niveauer med badeværelse både oppe og nede. Ovenpå er der tre værelser, hvor to af dem er cirka lige store og det tredje noget større og dermed oplagt som voksenværelse. Det er også det værelse, der er placeret nærmest badeværelset. På den lange gang over for værelserne er der etableret en stor og særdeles praktisk skabsvæg, hvor I alle kan have jeres tøj.
Stueplan er reserveret til de fælles opholdsrum og badeværelse. I får et dejligt køkken med spiseplads, og derfra er der adgang til en sydvendt stue, hvor I kan indrette jer med flere grupper af møbler. Udenfor fortsætter den praktiske indretningsfilosofi, så I her får et skønt opholdsområde på den overdækkede terrasse, der løber i fuld huslængde, så den er ikke mindre en elleve meter lang. I kan derfor snildt have et udendørs middagsbord stående med plads til otte-ti personer og derudover indrette små hyggeområder med lave loungemøbler, blomsterkrukker og krydderurter; måske endda en lille legeplads.
Haven ligger i forlængelse af terrassen og er dejligt overskuelig og nem at passe. Her er et stykke med græsplæne, skønne rododendron-buske og en opvokset hæk, der hjælper med at give jer privatliv. Her er også et meget anvendeligt skur, og foran kan bilen holde under carportens tag og være beskyttet mod vejr og vind.
Der hører et dejligt fællesareal til bebyggelsen, hvor der er mulighed for at mødes og lave arrangementer. Naboskabet er venligt, og her bor både voksne par og børnefamilier. I kan også se frem til at have alt, hvad man behøver lige ved hånden eller inden for kort cykleafstand. I kan fx cykle til Husum Station, når I skal omkring med S-tog, mens indkøbsmuligheder, skoler og pasningsordninger ligger endnu tættere på, herunder populære indkøbscentre som BIG og Rødovre Centrum. Tæt på har I flere boldklubber og andre sportsklubber, ligesom der er flere rekreative områder til gåture, løbeture og hundelufteture at vælge imellem.