Det er en lys og veldisponeret etværelses lejlighed med en eftertragtet placering i Rødovre, der nu står klar til overtagelse her på Agerskovvej 4N, 2. Lejligheden byder blandt andet på en vestvendt altan, og størrelsesmæssigt er den perfekt til solisten eller parret, ligesom den er oplagt som forældrekøb.
Lejligheden ligger på anden sal i en etageejendom med elevator, parkering på begge sider af blokken og en tilhørende grøn atriumgård. I bor tilbagetrukket fra Roskildevej, og lejligheden ligger bagest i blokken, så selvom placeringen er central, er her ganske roligt.
Fra adressen er der nem adgang til Damhussøen og indkøbsmulighederne på Roskildevej og i Rødovre Centrum. Ligesom der er adskillige busforbindelser på Roskildevej, og Frederiksberg, Valby og Indre By nemt og hurtigt kan nås på cykel.
Lejligheden fremstår med nyere, støjdæmpende energivinduer, mens altanen er overdækket og skærmet til begge sider, hvilket også bidrager til følelsen af ro og privatliv. Udover at være forholdsvis lang og dyb, nyder altanen godt af solen til sent ud på aftenen om sommeren, så I kan nyde udsigten til de smukkeste solnedgange, en særdeles hyggelig atriumgård og træerne omkring.
Selvom lejligheden er en etværelses, er pladsen alt andet end trang. Den er godt indrettet med et meget lyst og møbleringsvenligt miljø, hvor der er plads til en dobbeltseng, et skrive- og spisebord foruden et hyggehjørne. Med det vestvendte vindue i hele stuens længde kan lyset frit passere, og med de speciallavede gardiner er I sikret et behageligt indeklima selv på årets varmeste dage. Den kombinerede opholds- og sovesektion ligger i åben forbindelse med køkkenet, som har fornuftig skabsplads og næsten nyt komfur og køle-/fryseskab. Lejlighedens brusebadeværelse blev renoveret få år, inden nuværende ejer overtog den i 2014, hvor gulvene blev slebet og lakeret.
Den veldrevne ejerforening har desuden vaskekælder, depotrum, billardbord og cykelparkering i kælderen og i skuret udenfor.